Skolens SFO er en integreret del af indskolingen og ligger i forbindelse med indskolingens klasselokaler, fællesområde og legeplads.
I det pædagogiske arbejde lægges der vægt på at bygge bro mellem fritid og skole og med fokus på et godt forældresamarbejde, hvor børnenes trivsel, læring og udvikling er et fælles anliggende.
I SFO tilbydes der forskellige aktiviteter med afsæt i årets gang, traditioner, og det der optager børnegruppen, hvor deres medindflydelse er vigtig.
Legen er en særlig vigtig del i SFO. Legen udvikler barnets måde at tænke på, sproget, fantasien, kreativiteten, barnets følelser og sociale indstilling. Både i den frie og planlagte leg tilegner børn sig sociale spilleregler og ansvarlighed ved, at indgå i forpligtende fællesskaber samt udvikler deres sociale kompetencer, ved at lege sammen med deres kammerater.
SFO har flere faste traditioner hvor den årlige SFO-fest er årets højdepunkt. Her mødes forældre, børn og personale til fællesspisning i Sdr. Omme multicenter, hvor der bl.a. er amerikansk lotteri. Første uge af skolens sommerferien er de ældste SFO-børn fra 1. til 3. klasse på lejr i Urup Hytten med to overnatninger. Skolestartere og 0. årgang er en dag i Madsby Legepark.
Fastelavnsfest og juleklippedag holdes sammen med skolen.
Eftermiddagsmad spises hver dag i børnenes grupperum, hvor personale og børn er med til at skabe en hyggelig spisestund. Børn der er tilmeldt morgenpasning, må gerne spise deres morgenmad indtil kl. 7.30. Morgenmaden medbringes hjemmefra.
Der er et godt samarbejde mellem skole og SFO, hvilket er betydningsfuldt i forhold til struktur og forudsigelighed. Pædagoger og pædagogmedhjælper i SFO kan/er gennemgående voksne som børnene møder både i løbet af deres skoledag og i SFO. Det er med til at skabe tryghed og stort kendskab til det enkelte barn.
Jeres barn har en kontaktvoksen, som har det primære ansvar for, at jeres barn er i god udvikling og trives. Forældresamarbejdet mellem skole/SFO og hjem er afgørende for jeres barns læring, dannelse og trivsel. Som forældre kender I jeres børn bedst, og I kan bidrage med vigtige viden til, hvordan de lærer og trives bedst.
Der er nedsat et forældreråd i SFO som består af 1 til 2 forældrevalgte repræsentanter pr. klasse. Foruden de forældrevalgte sidder der en medarbejder og SFO-leder. Forældrerådet mødet 3 gange om året og drøfter hverdagen i SFO og er med til at planlægge årets fest.
Vi glæder os til at være sammen med dit barn i SFO😊
Med venlig hilsen
SFO-leder
Carsten Gjerløv